I munden med et smil

”Linien skal smile,” svarede Kay Bojesen engang, da han blev spurgt, hvordan hans berømte trælegetøj blev til.

Kay Bojesen var håndværker, ikke designer. Hans ting skulle ikke tegnes. De skulle formes, arbejde og fungere. Være til at holde på og holde ud at se på. Han vidste, at brugsting fødes af behov, ikke af æstetiske overvejelser.

Egentlig kom han i købmandslære, men chancen bød sig, og han fik læreplads på Georg Jensen sølvsmedje. Tiden var til skønvirke og sølv med håndhamret overflade, men i Kay Bojesen rumsterede maskiner, industri og muligheden for at nå de mange.

Sølv var smidigt, havde glans og vægt, og kunne sagtens gøres tidssvarende. Det havde han bevist med sit spisebestik allerede i 1938. Men kunne man gøre redskaber af stål lige så behagelige at putte i munden, ville mange flere have råd.

Der skulle gå 13 år og en krig, før stål og maskiner makkede ret. Til gengæld modtog verden hans stålbestik med kyshånd og gav det førstepris på triennalen i Milano i 1951.

Efter en årrække med skiftende producenter genopstår Grand Prix i sin originale form og i fuldt sortiment, og alle rettigheder er igen i familiens eje.